• Gratis levering til shop
  • Vi sender HVER tirsdag
  • Dankort + VISA/Dankort
  • MobilePay

Jordlopper

Beskrivelse og livscyklus

Jordlopper er små 2-3 mm. lange sorte biller. Nogle arter har langsgående gule striber. Lårene på det bagerste par ben er meget kraftige, og de er i stand til at springe meget højt; deraf navnet. Bevæger man f.eks. armen tæt hen over angrebne planter, hopper der mange jordlopper op på samme tid. 

Jordlopperne overvintrer som voksne og kommer frem tidligt i foråret. Hér kan man se dem sidde og gnave huller i bladene af fortrinsvis korsblomtrede planter som rucola, radiser, blomkål o.lign., hvor de kan gøre ret stor skade ved kraftige angreb. Alt afhængig af arten findes deres larver senere i rødderne, stænglerne,  på bladene eller i minérgange inde i bladet.

Bekæmpelse

Da de voksne jordlopper overvintrer, kan det være god ide at vælge et andet jordstykke til de korsblomsterede kulturer end det, der blev brugt sidste år. Dæk bedet med fiberdug eller plantetunnel helt fra starten af sæsonen i april, så de voksne jordlopper forhindres i at finde vej til planterne og opformere sig på dem. Ofte vil fiberdugen også give en lidt højere temperatur, med hurtigere spiring og vækst i foråret.
 
Jordlopper trives bedst i tørre perioder, så derfor kan det også være en ide at holde jorden fugtig i forsommeren.

Gule og blå fangplader har ikke den store effekt.