Guldøjelarver (Chrysoperla carnea) er glubske rovdyr, som primært æder bladlus. Larverne leveres i et stykke bølgepap med ca. 500 stk. Én guldøjelarve kan æde op til 600 bladlus i sin levetid! De tager dog også en lang række andre skadedyr som f.eks. spindemider, trips og uldlus. Den voksne Guldøje (foto), spiser ikke bladlus.
Guldøjelarver kan med fordel anvendes ved begyndede angreb af bladlus i kolonier i et begrænset område, som f.eks. på planter i vindueskarmen/udestuen eller lokale pletter med bladlus i drivhuset, som galmyg/snyltehvepse ikke ser ud til at kunne kontrollere. Til forebyggende bekæmpelse af bladlus, i opstarten af f.eks. et drivhus, er det bedst at anvende produktet Bladlusgalmyg/-snyltehvepse. Guldøjelarver kan også forsøgsvis anvendes mod uldlus i mindre potteplanter, men der er ikke nogen garanti for 100 % effekt.
Guldøjelarver er ikke så sensitive som andre nyttedyr, når det kommer til temperatur. De er aktive helt ned til ca. 8 °C, hvor mange andre nyttedyr kræver minimum 16-18 °C for at være aktive.
Brugsanvisning
- Guldøjelarver leveres i et stykke bølgepap med net limet på. Nettet på bølgepappet trækkes gradvist til side, så der er adgang til de enkelte celler i pappet og guldøjelarverne kan komme ud.
- Slå let på pappet, så larverne knipses/bankes ud på planterne/bladene, hvor bladlusangreb ses. Nettet fjernes mere og mere alt efter, hvor mange larver, der skal anvendes.
- Er det planter med små blade, kan man "pynte" planten med lidt papir, hvorpå larverne bankes ud, og hvorfra de kan kravle ud på planten. Papiret kan fjernes igen efter få dage.
Opbevaring
Guldøjelarverne bør bruges straks efter modtagelsen. Hvis dette ikke er muligt, bør de straks lægges på køl (5-10 °C) og anvendes indenfor et par dage.
Kommentarer 0
Kunder der har købt dette produkt har også købt

